Faktor VII-mangel: en stille koagulationsdefekt, som enhver Beagle-opdrætter bør kende til

 

Hvad er faktor VII, og hvorfor er den vigtig?

Blodstørkning er en kaskadereaktion, hvor en række proteiner – såkaldte koagulationsfaktorer – spiller en rolle. Faktor VII dannes i leveren og befinder sig helt i begyndelsen af processen: når et blodkar beskadiges, er det netop den, der hjælper med at "kickstarte" dannelsen af en blodprop. Hvis hunden har væsentligt mindre af den eller den ikke fungerer, forløber koagulationen langsommere, og blødningen kan vare længere end normalt.

Det veterinærgenetiske laboratorium ved University of California, Davis (UC Davis VGL) beskriver faktor VII-mangel som en mild til moderat arvelig blødningsforstyrrelse. Der er således ikke tale om en dramatisk sygdom som hæmofili, men om en skjult risiko, som primært viser sig i situationer, hvor kroppen for alvor har brug for at standse en blødning.

Opdagelsen i laboratoriekolonier af Beagles

Forstyrrelsen blev oprindeligt opdaget hos Beagler avlet til forskningsformål. I 2006 publicerede teamet omkring Mary Beth Callan et studie i fagtidsskriftet Journal of Thrombosis and Haemostasis, som identificerede den specifikke årsagsmutation. Der er tale om en udskiftning af et enkelt DNA-bogstav i genet F7 (i dag betegnet c.407G>A), hvilket medfører, at der i proteinet på position 96 optræder glutaminsyre i stedet for glycin (G96E).

Flere fund fra studiet er værd at nævne:

• Minimal plasmaaktivitet: Hos afficerede Beagler udgjorde faktor VII-aktiviteten i plasma højst 4 % af det normale.

• Fanget protein: Størstedelen af det muterede protein (96 %) forblev fanget inde i cellerne og nåede slet ikke ud i blodet.

• Uanseeligt forløb: Ud af fem analyserede ramte hunde blødte to efter en operation, én spontant – og to havde ingen forhistorie med blødninger. Dette illustrerer tydeligt, hvor ubemærket lidelsen kan være.

• Høj forekomst i kolonier: I en amerikansk forskningskoloni af Beagles nåede frekvensen af den muterede allel op på 31 %.

Det sidstnævnte tal gælder for en specifik lukket laboratoriepopulation, ikke for Beagler generelt – det kan derfor ikke overføres til udstillings- eller familieopdræt. Men det viser, hvor hurtigt en recessiv defekt kan sprede sig i en lukket population, hvis ingen kender til den.

Senere forskning ifølge det tjekkiske laboratorium Genomia har vist, at den samme mutation også forekommer hos andre racer, f.eks. Airedale Terrier, Alaskan Klee Kai, Riesenschnauzer eller Skotsk Hjorteavl.

 

Hvordan det nedarves: en bærer er ikke en syg hund

Faktor VII-mangel nedarves autosomalt recessivt. I praksis betyder det tre mulige genotyper:

• N/N (rask, fri/negativ) – hunden bærer ikke mutationen, kan ikke blive syg og kan ikke give den videre til sit afkom.

• N/FVII (bærer) – hunden bærer én kopi af mutationen, er selv klinisk rask, men giver den videre til omtrent halvdelen af sit afkom.

• FVII/FVII (påvirket/affekteret) – hunden har to kopier, har nedsat koagulationsevne og giver mutationen videre til hele sit afkom.

Ved parring af to bærere fødes der ifølge UC Davis VGL i gennemsnit 25 % syge hvalpe. Parring af en bærer med en fri (N/N) hund giver ingen syge hvalpe – en del af dem vil dog igen være bærere.

Vigtigt for opdrættere: At en hund er bærer er ikke en grund til udelukkelse fra avl. Ved recessive defekter, hvor der findes en tilgængelig test, er udelukkelse af bærere ofte unødvendig og indsnævrer genpuljen unødigt – hvilket er en meget følsom sag hos en race, hvor indavl overvejes nøje. Den fornuftige vej er udelukkende at parre bærere med partnere, der er testet fri.

 

Hvordan sygdommen kan vise sig

Eftersom der er tale om en mild til moderat lidelse, har mange afficerede hunde slet ingen problemer i hverdagen. Både ejer og dyrlæge bør dog være opmærksomme i situationer som:

1. Kastration og andre planlagte operationer.

2. Tandudtrækning og tandbehandlinger.

3. Skader og dybere snitsår.

4. Længere blødning efter blodprøvetagning eller fra mindre skader.

Hvis du ved, at din hund er påvirket (FVII/FVII), skal du fortælle det til dyrlægen før ethvert indgreb. Dyrlægen kan derefter vælge passende præoperative undersøgelser og være forberedt på eventuelle komplikationer. Den specifikke behandlingsplan er altid op til dyrlægen.

Interessant sidebemærkning: Forfatterne til et studie fra 2006 påpegede, at nedsat faktor VII-aktivitet hos laboratorie-Beagler også kan påvirke resultaterne af farmakologiske og toksikologiske tests. En enkelt lille mutation rækker således langt ud over dyreklinikkens grænser.

 

Test: enkel og tilgængelig også i Tjekkiet

 

Genetisk test for faktor VII-mangel tilbydes af en række laboratorier – herunder UC Davis VGL, PennGen (University of Pennsylvania) og tjekkiske Genomia. Normalt er en kindskrabprøve (svaber fra mundhulen) eller en blodprøve tilstrækkelig. Resultatet er entydigt: N/N, N/FVII eller FVII/FVII.

Hvem anbefaler vi testen til:

• Opdrættere – før første parring, ideelt som en del af et standard testpanel sammen med andre Beagle-relevante tests (såsom MLS, NCCD, IGS eller CAT).

• Hvalpekøbere – spørg opdrætteren, om forældrene er testet og med hvilket resultat. Hvis en af forældrene er N/N, vil hvalpen ikke blive påvirket.

• Ejere af hunde med ukendt herkomst – især før en planlagt operation kan resultatet hjælpe dyrlægen.

 

Hovedpointer

 

Faktor VII-mangel er et godt eksempel på en »tavs« arvelig defekt: En hund kan se helt sund ud og opføre sig fuldstændig rask, men alligevel bære mutationen eller endda være afficeret. Samtidig er det et eksempel på en defekt, som moderne genetik løser elegant – med en enkelt test og et gennemtænkt forældrevalg. Vi behøver ikke at udelukke hunde fra avl; det er nok at vide, hvad de bærer.

Som opdrættere mener vi, at gennemsigtighed omkring testresultater hører til almindelig anstændighed over for fremtidige ejere. 

 

Kilder

• Callan M. B. et al. (2006): A novel missense mutation responsible for factor VII deficiency in research Beagle colonies. Journal of Thrombosis and Haemostasis 4, 2616–2622.

• UC Davis Veterinary Genetics Laboratory – Factor VII Deficiency test.

• Genomia – Faktor VII-mangel (FVII).

• PennGen, University of Pennsylvania – Factor VII Deficiency test.